fra fredag d. 27. februar
til fredag d. 13. marts
åbningstider tirsdag-søndag kl. 15-18
fernisering torsdag d. 26. februar fra kl. til kl.17-20
Dorte Holbek maler i sine billeder unikke, dramatiske fortællinger, med fuldt knald på paletten og megen stoflighed, hvad enten hun arbejder på papir, eller med assemblage på lærred og træ.
Hendes inspiration er først og fremmest temaer fra den græske mytologi, som hun har dyrket de seneste fem år. Men hendes billeder og assemblager vidner også om, at hun som oprindeligt uddannet scenograf Danmarks Designskole har sin gang på Teatret, hvor hun har stået for den billedmæssige iscenesættelse af 35 forestillinger fra Det kgl.Teaters opsætning af Händels "Xerxes", Jysk Operas ”Maskerade” til ” Skærmydsler” på Jyttes Abildstrøms teater.
Dorte Holbek er i det hele taget en omsigfarende ægte multikunstner, der også er optaget af installationskunst, og i 1995 dannede hun sin egen performancegruppe scandinavian art sanatorium, hvor billedkunst, installation og performance smelter sammen i trilogien ”Food Exhibition 1-5, der er blevet vist i Danmark, Irland, Japan og Polen.
Om forskellen på de to typer værker, udstillingen viser, den græske mytologi på papir og assemblagerne med hverdagsting, som folk har smidt ud, siger Dorte Holbek:
”Den græske mytologi er saftig, svedig, blodig og overrumplende sjov – eksploderende.
Assemblagernes historie er fulde af hemmeligheder, længsel, nøjsomhed og drømme: imploderende.
De to slags billeder er som et åndedrag – et indad – et udad. Begge er lige nødvendige for mig”.
Galleriet har før denne udstilling haft nogle af Dorte Holbeks værker med acryl på papir i kommission, og de blev solgt med det samme. For dramatik smitter af på iagttageren.
Jeg håber, at mange vil komme og se billederne af denne kunstner - de er lige i øjet!
Jytte Arntzen