Den Magiske Kolorist

Det er ingen overdrivelse at hævde, at den 55-årige maler Kurt Rasmussener en ener i den danske kunstverden i mere end en forstand. På den ene side ganske konservativ – yngre iagttagere vil endda mene gammeldags - i sin stædige fastholdelse af det non-abstrakt figurative som omdrejningspunktet i hvert eneste maleri og på den anden side vildt abstrakt i sin hæmningsløse afsøgning af hver eneste af de mange farver, der indgår i hans særlige kolorit.

Hvor Kurt Rasmussen kan forekomme tyst i sin figuration med de ensomme skikkelser, og hvor angsten for nærhed er evident, så er det i farven, og i de mange koloristiske bimotiver, der dukker op i hjørner og undergrund, at hans temperament slår gnister.

Og de, der troede sig bekendt med hans tidligere strenge motiver og mere dystre tonesprog i brun-grå ender af farveskalaen, vil med Kurt Rasmussen 2006 opleve en moden kunstner, der virkelig rykker med et langt mere optimistisk og dynamisk sprog end tidligere.

Det er i farven, abstraktionen og den næsten gøglende magi lurer. Ikke blot i hans cirkustemaer, som udstillingen præsenterer, hvor selve figurationen er gøgl, eller i ”Kurt og hans rørdrum”, hvor der myldrer med småfigurer og ornamenter, og hvor selve kunstnerens pensler får sin helt egen fortælling med et mylder af farver. Men også i mere stilfærdige billeder som ”Fra fælleden” med det erotiske par som centrum og den ensomme skikkelse i baggrunden som nærhedens iagttager myldrer det med uro i plænens undergrund. Og ømheden er i høj grad nærværende i far-barn motivet i kikket mod stjernebilledet Orion.”

At Kurt Rasmussen lige nu nok er optaget af de skarpe, ofte syrede røde, blå, grønne og gule farver på paletten, hindrer ham dog ikke i også at levere nogle farvemæssigt set minimalistiske malerier. Som for eksempel de to malerier ”Fra langørernes generalforsamling” 1 og 2, som udstillingen også viser. Her er farvevalget sort, hvidt og okker – men ser man nærmere, vil man opleve en farveimprovisation med tusinder af nuancer over de tre akkorder.

Som den opmærksomme iagttager vil se, er alle billeder med sort ramme. Den sorte ramme er en del af malerens proces. Og som en af de meget få malere starter Kurt Rasmussen med at male rammen om det hvide lærred sort.

”Det er den sorte ramme, som spænder farverne sammen. Jeg kan kun bruge farverne i deres fulde udstrækning med den sorte ramme. Det er noget, der er opstået inde i mig selv – ingen har fortalt mig det”, siger Kurt Rasmussen, som råder købere til at fastholde den simple sorte ramme, for i hans optik er det intet mindre end en forbrydelse mod billederne at bekoste rammer i guld eller sølv.