Bjørn Eriksen, som boede på Færøerne fra han var 17-26 år, ligner ikke nogen anden figurativ maler i Danmark. Og han ligner i dag dybest set ikke den maler, han var op til omkring 2003-4.
I lighed med mange færøske kunstnere starter Bjørn Eriksen for 30 år med at beskrive de færøske landskaber, de farverige huse ved fjordene, havet og de mørke fjelde. Naturmaleriet, som han selv oplever som lidt af en tvungen belastning, lægger han dog bag sig, da han kommer til Danmark.
Her gør han sig stille og roligt bemærket med sine egenartede, psykologiske, foruroligende, knugende, konfliktfyldte masker og portrætskildringer og ikke mindre knudrede kroppe. Få har som Bjørn Eriksen været i stand til at mejsle den indre tragedie ind i portrætterne, som i mange år males med dyster og dristig kontrasterende kolorit. Billederne er stærke. Men de er ikke altid just imødekommende.
I 2004 genoptager Bjørn Eriksen interessen for figuren og begynder at løsne op både motivisk og i koloritten.
De billeder, Bjørn Eriksen maler i dag, er langt renere i formsproget og signalerer en lysere sindsstemning end tidligere, figurerne er fokus, ofte overdimensionerede og særdeles frodige, mens man skal gå nærmere på for at iagttage portrætternes i dag lette, forløste udtryk.
Betagende er især Bjørn Eriksens enestående evne til at tæske farverne helt ud i alt, hvad de kan trække og til at få kontraster i en så indlysende dialog med hinanden, at man siger selvfølgelig!
Bjørn Eriksen er både en meget moderne billedkunstner og en klassisk maler, der trækker linier tilbage til både danske forgængere som Lundstrøm i former og Weie i det lette, legende, men man kan også spore inspiration fra Matisse, når det kommer til de skarpe farver og Picasso, når det drejer sig om tolkningen af kvindens sensualitet og flertydighed.
Bjørn Eriksen står for mig som en af den danske kunstscenes mest suveræne tolkere af kvinden som tema, og der har derfor ikke været tvivl i mit sind om, at hans 30 års jubilæumsudstilling udelukkende skulle vise denne side af hans kunst.