fra lørdag d. 12. april
til tirsdag d. 29. april
åbningstider
fernisering fredag d. 11. april
Morten Blyme er dybest set en klassisk maler. Han bemestrer maleriet i dets grundform, som en sanselig opdagelsesrejse ind i farvernes og formernes uendeligheder. I hans billeder kan man næsten bogstaveligt talt føle sig frem, ja, man får lyst til at begrave sine hænder inde i den kropslige substans, som hans billeder altid gestalter.
Som andre gode malere er han altid på en rejse frem mod nye mål i maleriet. Han vil i dybden, han vil ud i bredden og udfordre perspektivet. Han vil presse farverne derud, hvor det næsten bliver smerteligt. I hvert fald lidenskabeligt. Der er altid en særlig form for blufærdig maskulin følsomhed til stede i hans billeder.
Set fra afstand kan hans nyeste billeder ligne en rejse frem mod landskabet. Et motiv, som billedkunsten op gennem århundreder har prøvet kræfter med. Men Morten Blyme går karakteristisk for ham - sine helt egne veje. Han når frem til landskaber, der er fyldt med næsten totemagtige former. Og han fører os ind i landskaber, hvor bizarre stenformationer hober sig op, som var de en blanding af organiske væsner og stivnede klippeagtige former.
Er det et landskab fra Mars eller en anden fjern planet i vort solsystem? Det kunne det godt være, for Blymes landskaber er både gådefulde og dragende og drømmeagtige.
Det er som om hans landskaber ånder sagte. Som om de pulserer med en skjult energi. Det er landskabet set som en stor varm krop, hvor blodbaner og nervebaner dirrer af liv og skjulte strømme, under det hele. Det er et landskab, som ikke er. Genkendeligt, måske, måske ikke. Og alligevel noget særligt, anderledes. Forvandlet i kunstnerens øjne og med hans penselstrøg som pejlemærke.
Morten Blyme kan sin farvelære, og han tør udfordre den. Farverne må gerne være beskidte. De må gerne kradse ind i hinanden. De må gerne bløde. De må gerne sættes under den store hammer og bringes til at gløde og ulme.
For kunstneren er maleriet en særlig form for erkendelse, der bringer ham tættere på sine egne følelser og sine egne stemninger. Der er både blues og sær strengemusik til stede som usynlige ledsagere i hans djærve billeder.
Det er både smukt og besættende.
