Marie Hvid Pørksen

Hjemstavn Glostrup

 
 
120 x 120 cm

Ude godt hjemme bedst

 
 
120 x 120 cm

Betonelement

 
 
40 x 61 cm

Rigshospitalet

 
 
61 x 70 cm

Bylandskaber. Tomme gader. Karakterløse byhuse, der stirrer en i møde med tomme øjne. Det er den brutale urbanisering, industrialiseringens svøbe over landsbyen, blottet for plan og designet arkitektur, der er maleren Marie Hvid Pørksen anliggende. Med sin nye udstilling ”Bylandskaber”, fører Marie Hvid Pørksen sine tilskuere ind i et bymiljø, hun har inde under huden.Nemlig den storkøbenhavnske vestegn, nærmere bestemt Glostrup, hvor hun er vokset op.

Det er moderne bylandskaber fra årtierne før det økonomiske opsving, hun skildrer, trøsteløse, grimme og fritskrabet for menneskelig udfoldelse. Malet karsk og mørkladent i den nordiske tone og i et frapperende stærkt, grafisk formsprog. Og med en gennemgående uimodståelig udstråling af både nærvær og distance. Som malende topograf skildrer hun pragmatisk nødtørftighedens arkitektur. Som hun finder den i sin hjemstavn, og som hun har oplevet den under barndommens ophold i pionerlejre i Sovjet, Polen og Tjekkoslovakiet.

Det er bylandskaber uden stil eller imødekommenhed, der er Marie Hvid Pørksens anliggende, når hun skarptseende spejler sig i dem og med farveoverskud på penslen nedfælder den industraliserede bybeton på den hårde masonit. Og det er i hendes registrering hovedvejens stærke hvide trafikopmaling og de skæve vinkler, der indgiver miljøet tempo og fremdrift. Marie Hvid Pørksen har en klar holdning til, hvad den hårde urbanisering gør ved mennesker. Åbenbaringen, mejslet i sjælen, får hun, da hun som 10-årig sammen med sin søster cykler under en betonviadukt og bremser hårdt op for følgende lyrik, sprayet på betonen: ”Vi er født og opvokset i betonen. Hvordan kan det undre, at vi har sten i næverne?”

Udstillingen falder i to dele. Ud over de ydre bylandskaber, viser Marie Hvid Pørksen også indre bylandskaber, kontante registreringer fra sin egen lejlighed af genstande eller møbler i det mennesketomme rum i en serie, hun kalder ”Ude godt – hjemme bedst”. Endvidere byder udstillingen også på en serie malerier på papir.

Kort om Marie Hvid Pørksen:
Født 17.marts 1971
Uddannet fra BILLEDSKOLEN v. Bjørn Bråten og Peter Holck.
Endvidere Ole Tophøj og Ewa Werber. 2001 - 2004.
2006. Galleri Jytte Arntzen. Separatudstilling, " Bylandskaber".
2006. Galleri Nakke Hage, Fællesudstilling, "På vej".
2005. Hjemstavn Glostrup. I samarbejde med Glostrup Kommunes kulturudvalg.
2005. Fællesudstilling, Installation, Toldkammerbygningen.
2005. K.E. Kunstnernes efterårsudstilling. 5 billeder fra serien Hjemstavn Glostrup.
2005. Galleri Python. Fællesudstilling, "Take away". 
2004. Galleri Python, separatudstilling.
2004. Betonelement a/s. Billeder fra Betonelement.
2002. Odense Teater.
2001- 2004. Værksteds- og skoleudstillinger.
Solgt til Glostrup Kommune og Odense Teater.
Kommende udstilling. 2007 "Huset i Asnæs", sammen med Arne Heuser.

Seneste nyheder