Peter Hentze

Hvor lidt eller megen farve eller kulør skal der til for at være kolorist – det spørgsmål er gået igen i de senere års anmeldelser af kunstnersammenslutningen Koloristernes årlige udstilling i Den Frie Udstillingsbygning. Sandt at sige skal der jo ikke meget til - sort og hvidt er også kulører.

Når det kommer til mangeårige medlem af Koloristerne, maleren, grafikeren og billedhuggeren Peter Hentze, som galleriet nu præsenterer i malerier og grafiske collager, er der ingen tvivl. Han er kolorist til fingerspidserne og hans farvesprog dækker hele paletten. Fra de douce flertonede pasteller til skærende neon i primært røde, grønne, blå toner eller den sorte fløjl.

Peter Hentze, som havde afgang fra Kunstakademiet i 1970, er en teknisk fremragende eksperimenterende kunstner, som især vil være kendt for sin virtuost dekorative kunst med stiliserede dyreskabeloner, hvor farvestrålende papegøjer, elefanter, fisk og aber er bærende temaer, og de vil naturligt være repræsenteret på udstillingen.

Peter Hentze er imidlertid også en af de relativt få kunstnere blandt koloristerne, der indgående beskæftiger sig med mennesket. Ikke som malede portrætter eller helfigurer, men oftest som skabeloner, han placerer i konstellationer, der i hans optik må stille væsentlige spørgsmål. Udstillingen viser således en stribe af de billeder, som Peter Hentze overordnet kalder ”manualer”. Det er tosidede grafiske collager med kvinden og Citroënmotoren som det relationsmæssige omdrejningspunkt. Hvilke spørgsmål, denne konstellation stiller ud over den gamle traver, kvinder og teknik, overlades til beskueren. Peter Hentze antyder kun mulighederne.

Endelig viser udstillingen en serie farverige grafiske collager, der under den overordnede titel ”Begreber” er konstellationer mellem aber og fisk i baggrundsmæssige rammer, som ofte rækker bagud i malerkunstens historie.

Seneste nyheder